|
11 juni 2009
Kæmpe rentesmæk truer en række landmænd, når banker og realkreditinstitutter i den nærmeste fremtid hæver renten på deres lån.
Banker og realkreditselskaber lige nu travlt med at hæve renter og bidragssatser for flertallet af deres landbrugskunder, og landmændene får et rentesmæk i
milliardklassen, skriver JyllandsPosten.
Renterne på landmændenes banklån hæves typisk 0,5-2,0 procentpoint. Enkelte landmænd rammes af rentestigninger på helt op til tre procentpoint.
Samtidig hæver flere realkreditinstitutter bidragssatserne omkring 0,3 procentpoint. Samlet set medfører disse stigninger en merudgift i milliardklassen for det kriseramte erhverv, der har en gæld på 350 mia. kr., skriver JyllandsPosten.
Landmænd risikovurderes
De stigende rente- og bidragssatser er udløst af landmændenes 2009-regnskaber, der er præget af massive underskud. De afsluttes i stort tal i disse uger og lægges ind i bankernes såkaldte rating-systemer, hvorefter den enkelte landmand bliver risikovurderet.
I vurderingen indgår også de stærkt faldene priser på landbrugsejendomme. Resultatet er, at størstedelen af landmændene får rentestigninger, fordi det er blevet mere risikabelt at låne penge ud til dem.
"Bankerne hæver renten for at spare op til kommende tab på landbruget. Problemet er, at de dermed skaber en selvopfyldende profeti, da rentestigningerne i sig selv kan skubbe nogle landmænd det sidste stykke ud over kanten. Finanssektoren burde holde igen med rentestigninger og koncentrere sig om at holde liv i patienten," siger Hans Peter Bay, direktør på Dansk Landbrugsrådgivning Landscentret.



