|
24 august 2011
Som noget nyt har regeringen indført delvis fradrag for udgifter i forbindelse med service og vedligeholdelse i hjemmet. Fradraget vedrører den del af udgifterne der er løn. Udgift til materialer kan stadig ikke fratrækkes.
Fradraget vedrører udgifter afholdt i perioden 1. juni 2011 til 31. december 2013.

Fradraget dækker arbejde udført på den faste bopæl.
Fradraget kan højst udgøre kr 15.000 årligt, og kan bruges af alle i husstanden, som er fyldt 18 år ved indkomstårets udgang. Ægtefæller har således mulighed for et fradrag på i alt kr 30.000. Hvis der er hjemmeboende børn over 18 år, kan de også få fradrag, hvis de afholder udgifter.
Leverandøren skal være en dansk momsregistreret virksomhed, eller hvis der er tale om servicefradrag en privatperson, som er fyldt 18 år ved udgangen af indkomståret.
Betaling af ydelsen skal ske elektronisk ved betalingskort, indbetalingskort eller kontooverførsel. Kontant betaling giver ikke ret til fradrag.
Fradraget skal indberettes til skat hvert år inden 1. marts året efter.
Eksempler på hvad der kan give fradrag fremgår af bilag nederst (udskrevet fra SKAT).
Da der er tale om udgifter, som hidtil ikke har været fradragsberettiget, er det vigtigt, at man fremover sørger for, at få bilag på udgifterne og sender dem ind til os sammen med de øvrige regnskabsbilag, vi vil så sørge for indberetningen. Regningen skal være delt op således, at det fremgår, hvor stor en del der er løn.
Hvis ovennævnte udgifter afholdes af ægtefælle, som normal ikke indgår i den løbende bogføringen, er det vigtigt, at gemme bilagene og aflevere dem til os, så vi kan få indberettet inden 1. marts.
Måtte der være spørgsmål vedrørende ovenstående er i velkommen til at kontakte regnskabskontoret.



